Udflugter

Anbefalet af Bodil og Bjarne
Et par timers kørsel fra Torrox ligger Córdoba, som er den historiske hovedstad i Andalusien. På en dagstur kan man godt nå at se de vigtigste seværdigheder i byen. Córdoba blev grundlagt i 152 f.Kr. af romerne. Byen nåede sit højdepunkt og var størst under den muslimske periode. Særligt i det 10. århundrede blomstrede byen både kulturelt, videnskabeligt og økonomisk. Det var et globalt centrum for viden, handel og kunst, og ifølge mange historikere kunne befolkningstallet have nået op på omkring 450.000 indbyggere – hvilket gjorde byen til en af de største i både Europa og verden på det tidspunkt. Byens mest ikoniske bygning, som man skal besøge, er moské-katedralen La Mezquita. Den er oprindeligt opført som en stor moské i det 8. århundrede. I 1236 blev der er bygget en katedral midt inde i moskeen, og i dag fortryller den med en næsten uendelig række af søjler og buegange, og samtidig kan man bemærke de kristne tilføjelser, som de mange kapeller og det centrale alter. La Mezquita har fået en plads på UNESCO’s verdensarvsliste. Køb billetten på forhånd. Man bør også se det jødiske og arabiske kvarter, der er et virvar af små hyggelige og stemningsfulde gader, der ikke har ændret sig meget siden arabernes tid. I de gamle kristne kvarterer er gaderne bredere og tovene større, da de handlende i renæssancen brugte hestevogne. Andre seværdigheder er borgen Alcázar og resterne af den gamle bymur.
Billeder fra Bodil og Bjarne

6. juni 2025