Udflugter

Anbefalet af Bodil og Bjarne
Guadix ligger ca. 170 km fra Torrox. Det er en af de ældste menneskelige bosættelser i Spanien. I den gamle bydel ligger det arabiske citadel og katedralen med en kopi af Michelangelos statue "Fromhed". Det mest fascinerende ved byen er imidlertid, at næsten halvdelen af indbyggerne bor i huler, der er hugget ind i klipperne. Man kan se de hvidmalede vægge rundt om indgangsdøren samt de hvidkalkede skorstene, mens resten af boligen befinder sig inde i skråningen. Hulerne yder en fremragende isolering mod de meget høje temperaturer om sommeren i Andalusien. Vi besøgte byens hulemuseum, men mere interessant var det at komme ind i en hulebolig, der lå bag Baren "El Perlas" (Calle Ermita Nueva 24). Guadix har en gammel jernbanestation, som har været med i flere internationale film, bl.a. Indiana Jones og Det Sidste Korstog. Perroner, skinner, stationsbygning og det omkringliggende tørre landskab gør det nemt at få stedet til at ligne f.eks. Indien, Mexico eller Tyrkiet.
Billeder fra Bodil og Bjarne

28. juni 2026