Skip to main content

Udflugter

Vandreture        Gratis natur        Byer        Natur €        Forlystelser

Cueva de la Pileta (€)

Anbefalet af Bodil og Bjarne

Grotten Cueva de la Petela, der ligger ca. 170 km fra Torrox, er meget imponerende. Den indeholder flere tusinde hulemalerier, og i modsætning til de fleste andre grotter er det her muligt at komme helt tæt på nogle af dem. Hulemalerierne forestiller forskellige dyr, og de er mellem 10.000 og 30.000 år gamle. Grotten blev brugt både som bolig og som gravsted, så man ser blandt andet også potteskår og knoglerester. Der er ikke lys i grotten, men guiden har en kraftig lygte med, og hver anden besøgende bliver forsynet med en lille lanterne. Guiden taler skiftevis spansk og engelsk. Der er kun 20 pladser på hver rundvisning, så det tilrådes at bestille billet på forhånd. Indtil videre skal det ske telefonisk (se: https://cuevadelapileta.es/visita), men de forstår engelsk (vi bestilte bare et par dage før). Pris 15 € for voksne og 10 € for børn. Der er to rundvisninger på hverdage (11:30 og 13:00) og fire i weekender og på helligdage (11:00, 12:00, 13:00 og 16:00). Man skal møde op 10 minutter før ved grottens indgang, og vær opmærksom på, at man først skal gå ca. 200 meter stejlt opad fra parkeringspladsen før man kommer til billet­skuret og indgangen. Husk en varm trøje. En tur til Cueva de la Pileta kan med fordel kombineres med et besøg i Ronda, der ligger ca. 20 km væk.

Billeder fra Bodil og Bjarne

17. juni 2026